Cæcilie Norby og Master Fatman på Glostrup Festival 2018

Pressemeddelelse 15. marts 2018

Søndag d. 26. august giver Glostrup Festival 2018 plads til et afslappende pusterum. Cæcilie Norby og Master Fatman skal jazze os gennem eftermiddagen.

Master Fatman optræder på Glostrup Festival 2018
Master Fatman

Når dørene slås op om søndagen på Glostrup Festival 2018, er det i år under temaet jazz for store og små. Først på eftermiddagen kan ungerne slå sig løs i selskab med Master Fatman, når han tager os med i jazzskole. For Master Fatman er forholdet mellem jazz og børn helt særligt: “Børn er jazz, for jazz handler om 100 % nærvær. Vi kan lære meget af børnene, for dem er det ok at være helt vildt ked af det – og at være helt vild glad!” Jazzskolen er målrettet de 5 – 10-årige, men alle er velkomne.

Cæcilie Norby optræder sammen med Lars Danielsson på Glostrup Festival 2018
Cæcilie Norby og Lars Danielsson

Cæcilie Norby kender vi fra 80’ernes danske popduo OneTwo. Denne festivalsøndag leverer hun lækker jazz akkompagneret af sin makker både privat og professionelt, Lars Danielsson. Det bliver underholdning med jazzens dream-team – eftertænksomt, følsomt, nærmest magisk med Cæcilies helt egen, uafrystelige følsomme, bluesy, charmerende evne for fortolkning.
Udover jazz i Musikteltet vil der være tivoli, foreningsaktiviteter for store og små på festivalpladsen og masser af festivalmad.

 

 

Glostrup Festival foregår 24.-26. august 2018 i Glostrup Idrætspark, Stadionvej 80, Glostrup.
Der er gratis entré hele weekenden. Se programmet på www.glostrupfestival.dk

Kontakt: Lotte Olsen, Kommunikationskonsulent, Glostrup Kommune, lotte.olsen@glostrup.dk 4323 6562

Hent pdf-version her