Soleima Store Scene lørdag 19.30

Soleima spiller på Glostrup Festival 2018
Foto Jonas Bang

Den danske sangerinde og sangskriver Soleima har i løbet af det seneste år fået både hjemlandet og omverdenen til at spidse ører.

På baggrund af bare tre singler har hun formået at opnå anerkendelse fra et utal af etablerede internationale medier som BBC Radio 1, Noisey, i.D Magazine og etablerede danske medier som DR P3, Politiken og Soundvenue.

Hendes singler ‘Cracks’ og ‘Breathe’, har fået radio airplay rundt omkring i Europa, og ‘Cracks’ blev P3s uundgåelige i Danmark. Da hun udgav singlen ’Paper’ vandt hun P3s Guld Talentpris og fik igen massiv P3 radio airplay. Det medførte, at koncertbilletterne til hendes tre eksklusive venueshows i december blev revet væk.

Soleima er på alle måder sin egen artist med et stærkt D.I.Y.-gén, der placerer hende i popmusikkens yderkant. Universet er underspillet og befinder sig i grænselandet mellem melankoli og håb. Selvom Soleima til tider behandler tunge emner i sit tekstunivers, så leveres numrene i en face to face-form med sangerindens meget særegne og unikke vokal. Det er den, der netop gør hendes musik nærværende og vedkommende. Soleima beskriver selv musikken som ‘Garage-Pop’, mens musikmagasinet Noisey omtaler Soleimas musik som mødet mellem FKA Twigs og Grimes på den bedst tænkelige måde.

Vi glæder os sygt meget til at præsentere Soleima på Store Scene d. 25. august på Glostrup Festival 2018.